mandag den 8. juli 2013

Cæsar Salad & Vig Festival

Min yngest niece kom forbi til frokost i går. Hun er på vej til Vig Festival og efterfølgende til Paris med hendes søster og ville lige sige hej, inden hun drager afsted. Sidste år rejste vi med hende i Florida og der, spiste vi os igennem adskillige versioner af Cæsar Salad, som klart er Niecens favorit salat. Det var derfor oplagt, at lave en version af denne populære salat til frokosten i går.

Vi grillede kylling filetter, som forinden var marineret i chili og røget paprika. Cæsardressing blev pisket af æggeblommer, olivenolie, æblecidereddike, ansjoser, worcestershire sauce, salt og peber. Salaten var den klassiske romainesalat og croutonerne blev lavet af et rosmarin brød fra Il Fornaio.

Søndagens drik bestod af årets hjemmelavet hyldeblomstsaft mixet med mineralvand, frosne jordbær og så den helt uundværlige Eau de Cologne mynte, som er blevet sommer's absolutte krydderurte hit (NB det er ikke Eau de Cologne mynten, der er i baggrunden af billedet, men derimod, den lige som uundværlige, smukke Mojito mynte).

For en stund kunne vi, på en solrig og varm terrasse i Nordsjælland, drømme os tilbage til en dejlig ferie i Florida, inden Niecen hastede videre med pakning af fest(ival) tøj, sko og makeup samt andet "praktisk" udstyr. Hvis jeg kender hende og hendes veninde ret, vil vi i den kommende uge kunne følge festivalmoden via løbende opdateringer på Instagram.

God Vig Festival til alle jer, der drager afsted i den kommende uge!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar