tirsdag den 30. juli 2013

Kyllingspyd & Pad Thai Dressing

Der kan altid trylles en nuddelsalat ud af mit køleskab efter konceptet "mest grønsager færre nudler", omend det så er, med en stump agurk, der trænger til genoplivning samt de sidst gulerødder og løg fra bunden af grønsagsskuffen. Det kan blive en god salat, når bare man har fiskesauce og citron/lime saft.

Jeg er ved, at genset Anh Lê's (fra restaurant LêLê på Vesterbrogade i København) udsendelser "Spis Vietnam" og Anh gentager gang på gang, at i Vietnam bruger man fiskesauce i ALT. Det kan ikke siges tit nok, at fiskesauce er med til, at afbalancere og forstærke smag. Jeg kan kun give Anh Lê ret og anbefaler, at man altid har en god fiskesauce på lager. Med så meget andet, således også med fiskesauce, der er fiskesauce og der er fiskesauce. Sagt med andre ord, det betaler sig ikke, at købe den billigeste.


Til nuddelsalaten blev serveret kyllingspyd (også kaldt Satay, som er kylling marineret f.eks. i ingefær, hvidløg, karry, soya og ....fiskesauce) samt en Pad Thai dressing (se nederst på siden). Jeg har fundet en enkelt løsning på en grill udfordring, jeg altid har haft, når jeg griller mad på små træspyd. Det ender altid med, at spydene brænde væk, også selvom de har stået og trukket vand. Jeg ved godt, at man kan bruge grillspyd af metal, men jeg synes bare de små træ- eller bambusspyd er mere delikate. Hvis man lægger et stykke staniol på grillen, der hvor spydene skal ligge, undgår man, at de brænder. Er jeg den sidste, der har ikke har tænkt på denne enkle løsning før? Hvis ikke, er den herved med glæde givet videre ;-) 



Peanutbutter sauce er den sædvanlige dyppelse til Thai kyllingspydene, men jeg har fundet en opskrift på en Pad Thai sauce, som jeg synes bedre om. (Opskriften er modificeret, men er oprindeligt fra bogen Raw Food - Intelligent, forførende og sund mad til alle)

1½ dl Cashewnødder, 1 dl vand, 2-3 spsk lime/citronsaft, 1 spsk soya, fiskesauce, ingefær, hvidløg, honning, chili, salt & peber. Alle ingredienserne blendes til den ønskede konsistens. Tilsæt evt. mere vand hvis saucen er for tyk. Husk at afbalancer smagen evt. med mere lime, soya, honning eller ...... fiskesauce.


lørdag den 27. juli 2013

Små Spanske Fristelser

Små Spanske Fristelser er navnet på en butik i Dronningmølle der sælger..... små spanske fristelser - både de spiselige, dem til hår og hud samt brugskunst. På butikkens hjemmeside kan man læse:  "Små Spanske fristelser er den klassiske historie om en drøm, der bliver realiseret, med en lille butik i Dronningmølle med lækre delikatesser og brugskunst fra det skønne Spanien."

I Dronningmølle ligger også gode venners sommerhus og efter vi havde hørt meget, om de spanske fristelser fra vennerne, var det jo nærliggende i en nærmest tropisk sommer lørdag aften, at spise lidt spansk tapas og drikke et glas god rødvin i sommerhushaven i Dronningmølle.


Aftens fristelser blev følgende:
  • Serranoskinke - med en helt unik smag fra regionen Avila og Segovia
  • Cesina - fantastisk nordspansk specialitet, lufttørret og letrøget okse
  • Minipølser med parmasan
  • Landpate med svampe
  • Chorizopølse fra La Prudencia kendt for sin karakteristiske smag af rød piment og peber
  • Manchego med rosmarin - en skøn fåremælksost med duft af tørret frugt og smag af fløde
  • Soltørrede tomater og krydrede spanske oliven
  • Bagte champignon i sherry
  • Marconamandler med rosmarin
  • Pesto
Super god kvalitet, originalt og autentisk - jeg håber "Fristelserne" vil bestå, også efter sommerhusgæsterne er taget hjem.





tirsdag den 23. juli 2013

Nærbilleder

Jeg har fået en ny makrolinse til kameraet, og jeg kan ligeså godt sige det, som det er, jeg er helt VILDT GLAD for dette stykke legetøj. Derfor er jeg simpelthen også nødt til dele denne collage, som er de første nærbilleder fra Drivhuset og Haven i en aftenstund, hvor solen står lidt skævt ind mellem træ og buske.

Det store billede er blomsterstanden fra en basilikum. Smukke violette farver når man kommer helt tæt på, for slet ikke at tale om skærmliljen, som nærmest er selvlysende blå og dildkronen der lyser gult i aftensolen.



lørdag den 20. juli 2013

Trattoria FIAT

I forbindelse med Copenhagen Jazz Festival 2013 spiste vi, før en jazzkoncert i det Kgl. Teater, på Trattoria FIAT på Kongens Nytorv. På nabobordet blev der serveret en Saltimbocca og den duftede helt forrygende. Denne ret har siddet i "næsen" lige siden og da vi havde en halv flaske hvidvin tilovers, besluttede jeg, at denne skulle bruges til saucen i en Saltimbocca alla Romana, hvor hovedingrediensen er tynde skiver kalvekød, med salvie og en sauce af hvidvin. Egentlig skulle der også have været prosciutto eller parmaskinke, men det var ikke på lager i dag, så jeg brugte istedet lidt gorgonzola til at forstærke smagen. På billedet ses saltimbocca'en inden den har fået en kort tur i en meget varm ovn, således at osten kunne gratinere kalvekødet.

Til saltimbocca'en blev serveret ovnstegte tomater med timian og zucchini (squash, men i dagens anledning zucchini, det italiensk ord for samme) vendt med en smule frisk fuldkornspasta.

Det blev en sommerdag med en tidlig morgenstunden i skoven, cykling, FATBOY hængekøje, friske hindbær og skærmliljen, der lyste blåt imod den blå sommerhimmel.






fredag den 19. juli 2013

Salade Chevre Chaud

Salade Chevre Chaud er den grønne salat med de små brød, gratineret med gedeost og den franske dressing - en rendyrket fransk cafe klassiker. Udover den grønne salat, klæder også frugt den varme gedeost. Jeg bruger normalt modne pærer, men i dag blev det nogle dejlig modne vilde ferskner. Også f.eks. hindbær kan bruges.

Jeg er vild med den skønne og meget smagfulde vilde fersken, kendt under andre navne, som f.eks. dougnut fersken, paraguayos, hvid fersken eller engle fersken. Når alt kommer til alt, ligner den nok mest en dougnut uden hul. Jeg brugte også denne fersken til ferskenisen og vi spiser den meget gerne til ost.

Aftenens gedeost salat bestod udover fersken også af skrællet agurk, ultra tyndt snittet rødløg, persille og basilikum. Den franske dressing (olie, citronsaft, sennep, salt/peber) fik en skefuld basilikum pesto. Det viste sig, at gedeost, basilikum og vild fersken stod rigtigt godt til hinanden.

Salade Chevre Chaud er fin og enkel fredagsmad på en varm juli dag.







torsdag den 18. juli 2013

Peach Melba

Fersken & Hindbær går hånd i hånd i den klassiske dessert Peach Melba, kreeret tilbage i 1892 af den legendariske franske masterchef Auguste Escoffier. Desserten, som er en syltet fersken med hindbærsauce og vanilieis, var oprindeligt udtænkt, som en gestus, til en australsk sopran ved navn Nellie Melba.

Ligenu er de danske hindbær på toppen og butikkerne bugner af spanske ferskner, så hvad er mere nærliggende end at tænke Peach Melba. Min version, bestående af en hindbærtærte og ferskenis, blev serveret i drivhuset i går aftes for nogle gode venner.

Til hindbærtærten piskes 2 æg og 160 gram sukker, 100 hvedemel tilsættes. Dejen hældes i en smurt tærteform og 300 gram hindbær fordeles over dejen. Tærten bages 30-35 min ved 200°.
Det lykkes mig, med stor inspiration fra Klidmosteren's hjemmeside, at lave en rigtig god ferskenis. Med en grundopskrift på 3-3½ dl frugt, 2½ dl fløde og en dåse kondenseret mælk, har jeg en isopskrift, der giver præcis den is, der cremet og sej, og som jeg har eftersøgt et stykke tid nu.
Kildmosteren inspirerede mig også til, da jeg nu havde gang i ismaskinen, at lave hendes vietnamesiske kaffeis. Da vi var i Vietnam tidligere på året, drak vi rigtig meget vietnamesisk kaffe, som er stærk kaffe med kondenseret mælk og isterninger. Ved brug af en ekstra dåse kondenseret mælk og resten af fløde fra ferskenisen, blev den lækreste kaffeis tryllet ud af ismaskinen. Min ismaskine er en italiensk Nemox Gelato Pro 1700 ismaskine, med stor kapacitet og god maskinkraft. En maskine jeg kun på det varmeste - eller måske skal jeg sige, på det mest kolde - kan anbefale.


mandag den 15. juli 2013

Nyslynget Honning & Lakrids

Ingen tvivl om, at lakridspulver er udråbt til det nye sorte både bogstavelig talt og i overført betydning. Trenden er, at lakridspulver kan bruges til alt, og i alt. Jeg er vild med lakrids, men ikke i alt. Ligenu afprøver jeg opskrifter på lakrids is, jeg søger en is, der er cremet og samtidig sej på den rigtige måde, mere herom i en senere blog.

Jordbær med fløde må være den nemmeste dessert i verden. Det er lækkert og i de kolde vintermåneder kan man altid drømme, om sommer og smagfulde jordbær med fløde. Den næste nemmeste dessert må være marengs med jordbær. Jeg skrev om Eton Mess omkring Sankt Hans og gårsdagens dessert var vel nærmest en variation over samme tema.

Som erklæret frankofil skulle vi selvfølgelig, i går søndag, fejre Bastilledagen, Frankrigs nationaldag, samt 15. etape af Tour de France, hvor det berygtede bjerg, Mont Ventoux - også kaldet det skaldede bjerg, skulle bestiges af Tour'ens ryttere. Jeg bagte derfor en lakrids-marengs-bund af 3 stiftpisket æggehvider tilsat 130 gram sukker og 3 tsk. rålakrids pulver. (30 minutter i ovnen på max 150 grader). Lakrids-marengs-bunden blev pyntet med flødeskum vendt med friske (let moset) hindbær og på toppen friske hele jordbær og hindbær. Ud over hele denne herlighed kom en stor skefuld nyslynget dansk honning. 

Den nyslynget honning havde jeg sikret mig fra min grønsagspusher, som engang imellem har denne lyse pragtfulde "bi-sirup" fra en lokal biavler i Tisvilde. Heldigvis skal nyslynget  honning spises straks, fordi den ellers krystalliserer i grove uspiselige krystaller, så det gælder om at bruge den i rigelige mængder på f.eks. friske bær og yoghurt.

Jordbær/Hindbær med nyslynget honning og et touch lakrids går rigtigt fint på en Bastille søndag.




mandag den 8. juli 2013

Tartiflette & Rød Sol

Det er ikke ofte, der er kartofler på menuen, med undtagelsen af dette tidpunkt på året, hvor kartoflerne er nye, stadig små og jeg kan købe dem et sted, hvor jeg ved, de lige er gravet op af jorden.

En af de retter der, i min optik, skal laves mens kartoflerne stadig er nye, er Tartiflette. En ret fra Haute Savoie-regionen i Frankrig, lavet med kartofler, reblochon ost, lardons (spæk/bacon) og løg. Ikke en sommer ret, men jeg forbinder den med Frankrig og Sommer - og nye Kartofler.

Reblochon osten, som er en Alpe ost, kan man i Danmark kun købe i specielle ostebutikker, og den er forholdsvis kostbar. Jeg forsøgte derfor med en Tartiflette "wannabe" baseret på osten Rød Sol fra Sønderhaven Gårdmejeri I Vendsyssel, det nordligste gårdmejeri i Danmark. Rød Sol er en fuldfed rødkitost, som bliver vasket med mjød for, at få endnu mere smag. Andre oste, som f.eks. Morbier fra regionen Jura i det nordøstlige hjørne af Frankrig, eller velkendte Brie, kunne også have været brugt i denne Tartiflette wannabe.


Min læring:  Selvom Rød Sol er en lækker ost, vil jeg fremover lave min tartiflette på den ægte Reblochon, der er mere mild og cremet og, i smeltet tilstand, danner de helt rigtige lange "ostetråde".
Som tilbehør til Tartifletten hører en grøn salat med grofthakket valnødder. Min salat blev, med basis i en romainesalat, en blanding af grøn salat, udkernet agurk og purpur basilikum. Og vigtigst af alt: Den klassiske franske dressing af dijon sennep, olivenolie, citronsaft, honning, salt og peber. Shaken not stirred!
Mojito mynten har - igen - sneget sig ind i billedet, dog uden, at indgå i retten. Rosmarinen skulle derimod skulle have prydet collagen da den, med sin skønne aromatiske smag, har krydret retten.



Cæsar Salad & Vig Festival

Min yngest niece kom forbi til frokost i går. Hun er på vej til Vig Festival og efterfølgende til Paris med hendes søster og ville lige sige hej, inden hun drager afsted. Sidste år rejste vi med hende i Florida og der, spiste vi os igennem adskillige versioner af Cæsar Salad, som klart er Niecens favorit salat. Det var derfor oplagt, at lave en version af denne populære salat til frokosten i går.

Vi grillede kylling filetter, som forinden var marineret i chili og røget paprika. Cæsardressing blev pisket af æggeblommer, olivenolie, æblecidereddike, ansjoser, worcestershire sauce, salt og peber. Salaten var den klassiske romainesalat og croutonerne blev lavet af et rosmarin brød fra Il Fornaio.

Søndagens drik bestod af årets hjemmelavet hyldeblomstsaft mixet med mineralvand, frosne jordbær og så den helt uundværlige Eau de Cologne mynte, som er blevet sommer's absolutte krydderurte hit (NB det er ikke Eau de Cologne mynten, der er i baggrunden af billedet, men derimod, den lige som uundværlige, smukke Mojito mynte).

For en stund kunne vi, på en solrig og varm terrasse i Nordsjælland, drømme os tilbage til en dejlig ferie i Florida, inden Niecen hastede videre med pakning af fest(ival) tøj, sko og makeup samt andet "praktisk" udstyr. Hvis jeg kender hende og hendes veninde ret, vil vi i den kommende uge kunne følge festivalmoden via løbende opdateringer på Instagram.

God Vig Festival til alle jer, der drager afsted i den kommende uge!

lørdag den 6. juli 2013

Bolchestribede Rødbeder

Man bliver glad, bare af, at se på de bolchestribede rødbeder. De er festlige og de smager dejligt af rødbeder, men ikke så kraftigt, som de traditionelle røde.

Sidst jeg var hos min grønsagspusher, havde han lige trukket disse lækre sprøde små rød- og hvidstribede rødbeder op af jorden, og dem kunne jeg slet ikke stå for. Sammen med friske ærter, ærteskud, iceberg salat, rødløg og nogle jordbær, blev dagens salat til en fest i sig selv. Dressingen blev en god blanding af den jordbæreddike, jeg lavede da jordbærsæsonen startede, og olivenolie, salt og peber samt lidt nyslynget honning.

Den burberry ternet iskolde rose fra Aix-En-Provence stod fint til de stribede beder.














onsdag den 3. juli 2013

Aubergine & Tabouleh

Den første aubergine blev høstet i dag og indgik grillet, som ingrediens i en kraftig krydret tabouleh. En tabouleh (tabbouleh) er en traditionel arabisk salat på baggrund af bulgur eller couscous og grønsager.

Dagens tabouleh består af bulgur, cherrytomater, rød peber, soltørret tomater, rødløg, hvidløg, persille, mynte og så den grillede aubergine. Dressingen mixes af rigeligt citron og olivenolie ....og så mit Phu Quoc (Vietnam) krydderi. Jeg ved ikke, hvad det består af, udover den kraftfulde hvide peber fra Phu Quoc, salt og lime. Jeg er blevet afhængig af denne vietnamesiske krydderi blanding, der er fantastisk som smagsforstærker og jeg bruger det i mange retter, som f.eks. idag både i tabouleh'en og i de tilhørende krydrede urtefrikadeller. Jeg håber, jeg kan finde krydderiblandingen igen, eller noget der ligner, hos den vietnamesiske købmand i Frankrigsgade (KBH).




Havens mange lavendler, som kanter hele terrassen, er blevet store og står nu med en intens violet farve og jeg forventer de folder sig rigtigt ud i de kommende dage, hvor der er lovet sol, varme og sommervejr. Lavendlerne tiltrækker mange bier og deres summen kombineret med duften af de smukke lavendler er, for mig, højsommer når det er bedst. De mange lavendler leder tankerne til Provence, hvor jeg stadig har til gode, at se de store smukke dybviolette lavendel marker, når disse er på deres højeste.

Jasminen er sprunget ud og sender sin søde duft ud over hele haven. Også Riddersporen med sin raffineret dybblå blå farve står høj og statelig. Det latinske navn for riddersporer er Delphinium, det er et af de eneste latinske blomsternavne jeg altid kan huske, fordi jeg synes det er et pragtfuldt ord - Delphinium.

mandag den 1. juli 2013

Student 2013 & San Marzano

De seneste dage har stået i Student 2013's tegn. Min ældste niece sprang ud som student i tirsdags og siden da har der været fokus på studenter huer, champagne og jordbær, gallafest og flotte rober på den røde løber, galla biler, translokation i Kultursalen, dans om gadekæret, vognkørsel og indimellem 9. klasses afslutningsfest(er) for den yngste niece.

Det har været nogle rigtig glade og dejlige dage, med super søde unge studenter og Ex. 9.klasse chicks.

Studenter og andet godtfolk blev trakteret med hjemmelavet kransekage, gode danske jordbær med chokolade, små pølsehorn og pizzasnegle med pesto. Ikke den store gastronomiske opfindsomhed, men fint og tilpas til lejligheden.





Jeg runder af med en status fra Drivhuset. Tomatplanterne står fint og der er skabt rigtig mange frugter. En enkelt er ved at tage farve, men der er brug for lidt mere varme førend tomaterne tager rigtig fat og modner. Det er store sunde planter og specielt Toftegårds rosa blomme tomat ser meget lovende ud. Herudover har Sweet Grape og Toftegårds mini blomme skabt store klaser af fine små tomater. 
Toftegårds Rosa Blomme, Virginia Sweet (Gul bøftomat) & Spice Boys Purple Basilikum

I år har jeg også sat en San Marzano tomat. Jeg er ret vild med San Marzano tomaten og vælger den ofte når jeg køber tomater.  På Mad & Venner's hjemmeside kan man læse følgende: 
"Den ægte San Marzano-tomat vokser i området omkring Napoli, Salerno og Avellino i det sydlige Italien, hvor jorden indeholder en del vulkansk aske fra den nærliggende vulkan Vesuv, og hvor middelhavsluften blæser ind over land. Det skaber tilsammen helt optimale betingelser for at dyrke tomater. San Marzano-tomaten er blevet dyrket i området siden slutningen af 1700-tallet, hvor historien vil vide, at det første frø var en gave fra kongeriget Peru til kongeriget Napoli. Tomaterne blev sået i et område, der i dag svarer til kommunen San Marzano, og deraf er navnet opstået. San Marzano-tomaten er uløseligt knyttet sammen med pizzaens historie."
Jeg har hverken vulkansk aske eller middelhavsluft i Drivhuset, og planten har kun afsat moderate mængder tomater, men forventningerne til en intens og sødmefuldt smagende tomat med få kerner, er kæmpe store.

Desværre var jeg for hurtig til at fejre agurken. Planten er ikke over en meter høj og jeg har kun høstet 3 små skoleagurker. Det kan man ikke kalde en fest! Jeg vil derfor prøve, at få fat i en ny plante og håber den kan nå, at komme igang og sætte agurker. Og ihvertfald har jeg lært, at der mindst skal sættes to agurker hvert år.