onsdag den 29. maj 2013

Soltørrede Tomat Pesto & Græsk Salat

I dag da jeg stod i mit udekøkken og forberedte dagens middag filosoferede jeg lidt over, hvorfor jeg havde valgt netop denne menu, hvad er det der gør, at vi skal have netop krydrede kebab, tzatziki og græsk salat. Jeg er normalt ikke specielt inspireret af Grækenland og græsk madlavning.



Måske var det en ny lækker agurk, der fik mig til at tænke tzatziki og græsk salat. Eller også var det en pesto af soltørrede tomater, jeg fik hos en kollega i går. Soltørrede tomater er middelhavet, sol og sommer. 

Vi var 4 kollegaer, som var inviteret til middag hos en kollega i tirsdags. Og vores søde værtinde havde lavet en rigtig lækker sommer middag, og så.. havde hun lavet det fine menukort, som kan ses til venstre i billedet. Brød med syltede tomater, pesto af soltørrede tomater og ikke mindst squash salaten med pad thai dressing (til højre i billedet) var et stort hit og til stor inspiration.

Tak for lækker mad og hyggeligt samvær!



søndag den 26. maj 2013

Røgboks & Pighvar

Jeg har anskaffet en røgboks til Weber'en med forventningen om, at det må da være til, at finde ud af. Hvor svært kan det være! Men jeg må indrømme, at det lykkes ikke helt i første forsøg. Efter forskrifterne fik to fine stykker laks en sukker/salt lage i formiddags og burde derfor være klar til en gang røg her til aften. Kirsebærspånerne har ligge i vand, hvilket skulle giver mere røg, grillen blev holdt på meget lav varme, hvilket også burde være efter bogen. Men resultatet blev ikke helt, som jeg havde håbet på.

Laksen fik en fin skorpe, men havde ingen røgsmag og var klart for gennemstegt. Fisken kunne imidlertid sagtens spises og blev serveret med sauce tartare baseret på rygeost, krydderurter og tern af skrællet agurk.

Der er kun ET at gøre og det er, at forsøge igen. Det skal lykkes mig, at tilberede en lækker varmrøget laks.



Sammen med laksen købte jeg også en pighvar "steak" - et virkelig flot stykke fisk, skåret af en pighvar på over 3 kg. Pighvaren blev dampet i ovnen og serveret med de lækreste første nye danske kartofler - sæsonens absolut første, som jeg har købt i en lokal gårdbutik til 40 kr for et halvt kilo. Fundet for pengene! Pighvaren blev også ledsaget af nye ærter, en ærtehumus og en cremet citronsauce. Et fest måltid for to med strejfs af dansk sommer.



tirsdag den 21. maj 2013

Sommersalat & Skyr

Mon ikke alle, der har tradition for, at spise smørrebrød, har et stykke, de vender tilbage til gang efter gang. Min favorit hører foråret og sommeren til. Det er helt enkelt sommersalat med radiser og agurk.

Jeg laver sommersalaten af rygeost og skyr - økologisk naturligvis, jeg kunne ikke drømme om ikke, at købe økologiske mælkeprodukter og æg - eller, at købe en færdig sommersalat, for den sags skyld. Før skyr'ens tid var min sommersalat en blanding af rygeost og creme fraiche.


 

Godt groft rugbrød, hjemmelavet sommersalat, radiser, agurk, forårsløg, tomat og groft kværnet hvid peber. Voila!

Og så er der, det med den SKYR, som alle taler om og som ingen udtaler korrekt [skiːr]. Jeg hører ikke til gruppen, der er helt vild med produktet og kunne spise det morgen, middag og aften. Men jeg bruger skyr, da det har et højt indhold af protein og jeg bruger det mest i blandinger, a la sommersalaten.

Skyr kan bruges på rabarber triflien - ublandet og i 8,5% version'en, hvis det skal være lidt fornuftig. Det er NU, man skal lave den gode rabarber kompot, ved at bage rabarber, rørsukker og vaniliestænger i ovnen, til rabarberne er møre men ikke udkogte.



Skal vi runde skyr'en af, kan jeg anbefale den nye skyrmælkeis med solbær/acai fra Hansen Is, som kan købes i Irma.  Den er rigtig fin - af en købe-is, at være...

Acai [A-SAH-Í] er et slags bær der vokser på palmer i Brasiliens regnskov. Bærene skulle være bæredygtige og med samme høje næringsværdi, som blåbær. Se Hansen Is' hjemmeside  http://www.hansens-is.dk/index.php/products/hansens-skyrmaelkeis-solbaeracai/

Syrener, Niecer & Ærtespirer

Mine to niecer kom forbi ved spisetid i går, med årets første buket lyslilla syrener. Det har alle dage være en af mine favorit blomster.  Sødt tænkt - tak til jer to!



Det er eksamens tid for både den 16 årige niece, som afslutter 9. klasse og den snart 19 årige niece, som bliver student om en måneds tid. To skønne piger, der glæder sig til, at eksamen er over, alle studenter/afslutnings festerne starter, og de har begge mange planer for sommeren.



Det blev drivhus-mad og det køkkenet kunne byde på denne 2. Pinsedag var nogle kyllingfiletter, som dels blev grillet og var indhold i vietnamesiske forårsruller og dels kogte i hønsebouillon, og endte som vietnamesisk nuddelsuppe. Drivhuset var leveringsdygtig i alle krydderurter og resten af grønsagerne kunne jeg trylle frem af køleskabet incl. de skønne ærtespirer, som jeg er ret vild med og som jeg, nu endelig, har fundet i Helsinge. Spirerne gik perfekt både i suppen og i rullerne. Jeg må finde ud af, hvordan jeg selv kan fremdyrke ærtespirer (af sukkerærter) i rigelige mængder.



mandag den 20. maj 2013

Vitello Tonnato & Røget Rapsolie

Jeg er meget glad for mit udekøkken. Det er helt simpelt - et bord med en vask og en WEBER gasgrill (Q300). Når jeg laver mad i haven, har jeg udsigt ud over marken og aften solen. I går pinsedag var det småregn, men udekøkkenet kom selvfølgelig ibrug alligevel.



For længe siden købte jeg en grill-wok fra Sagaform på et outlet. Jeg har aldrig brugt den, men af en eller anden grund kom jeg i tanke om denne wok i går, nu skulle den afprøves. Jeg stegte asparges, peberfrugt, broccoli og rødløg i wok'en og det blev virkelig gode sprøde og smagsfulde grønsager. Af en meget betænksom kollega, har jeg fået en røget rapsolie fra Samsø (han ved, jeg kan gå i "selvsving" over små lokale specialiteter) og denne olie samt en jordbær/chili eddike, en stor håndfuld krydderurter fra haven og drivhuset (rosmarin, salvie, timian, koriander, persille & citronverbena) samt parmesan, blev blandet med de wok-stegte grønsager. Bedre bliver det ikke ...og så på en regnvejrsdag !



Kødsnedkeren's (se indlægget Italiensk Porchetta) pinsetilbud var kalvefilet og jeg købte et godt stykke, der lørdag blev grillet som bøffer, da vi havde mine svigerforældre til middag. Og søndag blev, denne super møre kalv, grillet og forvandlet til en vitello tonnato, den klassiske kalvekød's ret med tunsauce fra Piemonte.

Buno Appetito!

søndag den 19. maj 2013

Citronverbena

En af de blogger jeg følger er Madbanditten, og hun laver en omelet, hvor man starter med, at smelte lidt ost på panden og herefter hælder æggene over. Det lyder umiddelbart lidt mærkeligt, men det virker! Og jeg kan kun anbefale, at man prøver.


Omelet med cheddar og spinat og så selvfølgelig den højt elskede Louisiana's Pure Crystal Hot Sauce + et glas myntete med lidt citronverbena, så kører vi !

Apropos citronverbena'en, eller også kaldt citronjernurt, den den har sin tredie sæson i år og står super fint i drivhuset ligenu. Planten er efterhånden blevet godt forgrenet og har derfor mange fine friske skud, lige klar til te, dressinger og salater eller kager. 


På den lokale Barkholt Planteskole www.barkholt-planteskole.dk fandt jeg i sidste weekend en mini pink brudeslør. Den er meget yndig med sine mange fine små pink blomster. Ligner slet ikke sin ranglede hvide storesøster.



Vores "One day" azalea havde sin dag i går pinselørdag, og hvilken en pinselørdag. Vejret var fantastisk, en maj-dag i Danmark, når den er bedst..

[1st fodnote: "One day" azalea kalder jeg planten, fordi den står ganske kort tid, som en drøm af en lyserød sky, og ved den første regn, som den vi havde nu til morgen, er drømmen slut og blomsterne falder sammen]
[2nd fodnote: Vanddråberne på bladene af den lodne løvefod fik tankerne, her til morgen, hen på "Only teardrops". Tillykke til Danmark med MGP sejren]

Fortsat god pinse !

lørdag den 11. maj 2013

Porchetta Part II

3 timer på grillen, og så ligner man med garanti en helstegt pattegris. Tre timer var faktisk lige i underkanten. Jeg ville gerne have haft, at grisen var lidt mere pulled pork-agtigt. Men der kom tre sultne børn ind af døren kl. 19, så jeg valgte at stoppe stegningen, og det gik også helt fint, da kødet først kom i en burgerbolle, med coleslaw og pesto.



Hjemmelavede grove burgerboller, coleslaw af spidskål og nye gulerødder, tomat salat, ramsløg pesto og grillede auberginer/squash endte med, at ledsage Porchetta'en. Desværre har jeg ingen billeder af tilbehøret.

Desserten bestod af havens første rabarber i form af en hjemmelavet rabarber is og en klassisk rabarber tærte.

Dejlig maj middag med gode venner og tre søde børn.


fredag den 10. maj 2013

Eau de Cologne Mynte

Der er specielt tre krydderurter, som fangende min opmærksomhed på Gartneri Toftegaard i år.

Bladmynte Shiso (rød), Vietnamesisk koriander og Eau de Cologne-mynte

1) Bladmynte, Shiso, to farvet, Perilla
Bladmynte eller Shiso Perilla stammer fra Østen, hvor den er en meget brugt krydderplante. I Japan spises de friske bladmynteblade eksempelvis til rå fisk og bruges bl.a. til sushiretter.

På Gartneriet i går talte jeg med en vietnamesisk gift mand, som fortalte, at de bruger bladmynten til friske vietnamesiske forårsruller - Så var jeg jo solgt !

2) Vietnamesisk koriander, Polygonum odoratum
En pileurt, der stammer fra asien, hvor de friske blade og skudspidser dufter som koriander. I Asien bruges den især til suppe og sammenkogte retter, men den kan selvfølgelig bruges til alt, hvor man ellers ville bruge korianderblade.

Med hyppig produktion af vietnamesiske supper og ruller, er denne et must i drivhuset i 2013.

3) Eau de Cologne-mynte, Mentha x piperita
Sorten kaldes også bergamot-mynte. Planten har en meget kraftig aroma af parfume og citrus og får smukke lilla blomster. Te af eau de cologne-mynte er fantastisk - jeg har allerede drukket den første kop. Teen smager, som earl grey-te dufter.

Et fund af en mynte og jeg har en kollega, som helt sikkert gerne vil smage denne nye myntete i næste uge.


Gartneriet

Så står de her ....Længe ventet!
5 tomater, 5 chili, en single agurk og et hav af nye friske krydderurter.


I går Kr.Himmelfarts dag var den store Gartneri Toftegaard udflugtsdag www.gartneri-toftegaard.dk. Jeg drog afsted til dette vidunderlig sted, sammen med min søster og hendes veninde. Rækker efter række af spændende tomat- og chiliplanter lokker med drømmen, om sommerens lækre salatskåle og hotte chili salsa'er. Vi havde en skøn dag på gartneriet, og efter en frokost på Køge Havn, kørte vi atter imod Nordsjælland med bilen fuld af planter og mange drivhusdrømme for sommeren 2013.



onsdag den 8. maj 2013

Mere Kødsnedker

Jeg vil lige runde KØDSNEDKEREN af for i dag, med en velsmagende spansk inspireret pølseret (trods den græske pølse version).
 
To græske grillpølser (det kunne have været hvilken som helst af Kødsnedkerens pølser, f.eks. klosterpølsen med ramsløg eller måske den tasmanske), et par skiver Snedker Chorizo, et par skiver ny-røget Snedker bacon, squash, løg, rød peber, lidt kogte nye kartofler, bliver sammen med chili, røget paprika og flåede tomater forvandlet til aftenens menu.  Det grønne drys er ramsløg.
 
Jeg vil ønske, jeg også kan sende smagen og duften af pølseretten via bloggen. Den er himmelsk.
 

Italiensk Porchetta

Jeg har længe gerne ville blogge om KØDSNEDEKEREN. Men inden jeg kaster mig over denne fantastiske slagter i Ørby, skal jeg lige give et stort "LIKE" til Cecilie & madklubben på TV2 - det er en fest af et program. Tirsdagens udsendelse med den franske Michelin-kok Francis Cardenau, som hovedperson, var toppen. Hvor er det en stor stor fornøjelse, at se stjerne-kokke lave mad.


Tilbage til Kødsnedkeren i Ørby, den ubetinget bedste slagter i Nordsjælland. Jeg har en special tilknytning til den meget lille stationsby Ørby (Gribskovbanen) nord for Helsinge, idet min farmor regerede her i mange år, som Danmarks første kvindelige stationsforstander. Ørby station (nu nedlagt) var min far's barndomshjem og jeg har mange minder fra den lille station og ikke mindst min farmor's lille fåre-flok og fine have langs banen.


Først på ugen udsendte Kødsnedkeren sin nyhedsmail og tilbød PORCHETTA til weekenden.  Porchetta er, groft sagt, det italienske svar på den klassiske danske helstegte pattegris! Italienerne udbener grisen og fylder den med hvidløg, rosmarin og fennikel samt andre friske krydderurter. Den snørres, spides og steges over åben ild. Kødsnedkerens pragtfulde Porchetta tilberedes af et flæskeslag, der krydders med en mændge gode krydderier. Slaget rulles, så der er svær hele vejen rundt, og steges f.eks. på gasgrillen på max 150 grader i godt tre timer.

Svinekød står sjældent på menu'en hos os, men en stegt Porchetta er en af undtagelserne. Stegen skal bruges fredag til en gæstemiddag og jeg vender derfor tilbage senere med billeder af den stegte "pattegris" og tilbehøret hertil.


Kødsnedkeren excellerer, udover kvalitets kød fra lokale gårde, også i meget lækre og spændende pølser, dels spegepølse typer, men også pølser til grillen. Signatur produktet er nok den stegte rullepølse med svær.

Pølserne på billedet er no.2 (oksekød med fennikel), Chorizo, Valnød (valnøddesnaps fra Schumarcher) og den nyest no.5 (en italiensk type), som er lufttørret med hvidskimmel.

På billedet ses også Porchetta'en inden tilberedning på grillen.

"Når du handler hos Kødsnedkeren, støtter du samtidig de Nordsjællandske kødproducenter - både økologiske og konventionelle landmænd. Den korte vej fra jord til bord - Er din vej til kvalitet." - Citat kødsnedker Flemming Bisp Høeg www.koedsnedkeren.dk







fredag den 3. maj 2013

Ramsløg Pesto

Det er altid en fest, når Årstiderne lægger RAMSLØG i grønsagskassen, men portionen bliver hurtigt brugt og jeg har derfor i mange år søgt efter et godt ramsløg sted i Gribsskov. Det ville være herligt, at være selvforsynet med denne vidunderlige urt.

Sidste år var min lykke gjort, da min nabo kom med en stor portion ramsløg, hun havde plukket på en cykeltur og da hun ovenikøbet gerne ville røbe hendes hemmelige ramsløg sted, kunne jeg endelig få adgang til alle de ramsløg, jeg kunne ønske mig. Det hemmelige sted er godt nok på en privat grund i udkanten af skoven, men jeg var forbi i onsdags og blev enig med naboen om, at det nok ikke gjorde noget at "stjæle" lidt fra naturens spisekammer.

Årets første ramsløg er sammen med olivenolie, persille, lime og ristede græskarkerner forvandlet til lækker frisk grøn pesto og der er vilde planer om ramsløg humus og måske en ramsløg mayo i løbet af weekenden.

Rigtig god grøn weekend !





Et lille stykke Vietnam

I Frankrigsgade på Amager ligger et lille stykke Vietnam. Vores beholdningen af fiskesauce er faretruende lav, og da jeg ikke, under henvisning til flyselskabet's instruks, måtte tage en flaske med hjem fra Phu Quoc i Vietnam, lagde jeg i dag vejen forbi det lille stykke Vietnam på Amager. Fantastisk sted med alt, hvad der er brug for i det asiatiske køkken og selvfølgelig vigtigst af alt - Fiskesauce fra Phu Quoc.


Grillen er fundt frem fra vinterens hi, grillristene er udskiftet med nogle nye, og grill sæsonen er sat igang med en helstegt svinemørbrad marineret i en pebersauce, "smulet" hjem fra Phu Quoc. Pebersaucen hørte sikkert til samme kategori, som fiskesaucen, men jeg krydsede finger for, at glasset's forsejlingen holdt under hele flyveturen.

Pebermarineret mørbrad, risnudler, rucola salat, forårsløg, strimler af gulerødder og rød peber udgør ingedienserne den asiatiske salat, som stod på menuen i går. Dressingen er den klassiske, bestående af fiskesauce, limesaft, ingefær, hvidløg, chili, og rigeligt Phu Quoc peber. Super enkelt & super lækkert !



På billedet af salaten, pebersaucen fra Phu Quoc og den tilhørende dressing, kan jeg ikke lade være med også, at bringe et billede fra Operaen. Der var en fantastisk solnedgang over Københavns havn i onsdags og skyggerne fra gæsterne i operarestauranten, ses som perler på en snor, op imod Operanes flotte "træ-kerne".

I onsdags sluttede opera sæsonen 2012/13 med en opsætning af Wagners Tannhäuser. Vi havde håbet på, at høre den danske Wagner sanger Stig Fogh Andersen i hovedpartiet, som Tannhäuser, men desværre var han syg, og hans stand in, direkte hentet fra Wien, var lidt skuffende. Til gengæld kunne det kongelig operakor og ikke mindst den jamaicanske basbaryton Sir Willard White, i partiet som Hermann Landgraf, få Operaen til at svæve.